Sorgpolitik

Børn og sorg

Sorg for børn kan opstå af flere forskellige årsager, også nogle som måske ikke altid er så indlysende for os voksne. Sorgreaktioner kan ligeledes tage sig forskelligt ud fra barn til barn – fra tid til tid, - og afhængig af årsagen være mere eller mindre alvorlig/traumatiserende. Som professionelle omsorgspersoner for barnet, mens det er i institutionen, ved vi det har stor betydning for barnet, at vi forholder os til børnene og deres sorg og samtidig har et samarbejde med barnets familie, som understøtter barnet i den pågældende situation.

Vi vil beskrive denne politik ud fra sorgen ved et dødsfald i den nærmeste familie – men derudover tænke den bredt i situationer hvor vi møder børn i sorg af andre årsager.

Sorg kan opstå ved forældres skilsmisse, et nært familiemedlems død, forældres sygdom, et kæledyrs sygdom eller død m.m. Lige netop omkring skilsmisser har vi en intern procedure for hvordan vi i dialog med forældrene tackler dette for barnet i institutionen og i det fremtidige samarbejde med begge forældrene.

Vi er som medarbejdere de professionelle i mødet med børn og forældre i sorg. Vi er derfor til stede omkring dem som har mistet. Vi er en slags garanti for, at livet trods alt går videre. Vi er ledsagere gennem den svære tid.

Det er ansvarligt at melde fra som professionel, - ud fra en erkendelse af problemerne og en erkendelse af egne ressourcer. Men det er uansvarligt at se den anden vej og ignorere problemerne.

Hvis et barn mister en forældre, skal barnet føle sig set, hørt og forstået så en kontinuerlig kontakt med den efterlevende forældre er et must.

Mange efterlevende forældre, siger samstemmende, at det opleves som befriende og som en utrolig stor hjælp, når pædagogen/medarbejderen tager initiativet til kontakt.

For at forholde sig fagligt ansvarligt over for børn i sorg, læner vi os op ad nedenstående viden:

Følelsesmæssig og kognitiv forståelse af døden.

Børn i alderen 2-5 år.

Døden opfattes ikke som endelig. For dem er døden en rejse, man kan vende tilbage fra. Begraves en død fugl, vil de måske grave den op igen i morgen, for at se om den er blevet levende.

• Børnene forstår ikke at livet er slut og at døden kan ramme os alle.
• Børnene præges af magisk tænkning, hvor de opfatter sig selv som centrum for de fleste ting, og de kan tro at deres tanker, følelser, ønsker og handlinger kan være årsag til det, der sker med dem selv eller andre. Dette kan gøre at børn tror at det er dem der har forårsaget far eller mors død.
• Børnene er utrolig konkrete og stiller direkte spørgsmål. Undgå derfor abstrakte eller omskrivninger ex. at den døde sover, er taget på rejse osv.
• Børnene fortæller gerne om den døde alle vegne ex. hos bageren eller i bussen.

Børn i alderen 5-6 år.

Børnene får gradvist en forståelse for at døden er uigenkaldelig. De får en forståelse af at døden ikke kan undgås og at den rammer dem selv engang. De er ofte modvillige til at acceptere tanken om selv at skulle dø engang.

• Børnene er stadig konkret tænkende og har brug for konkrete
• Udtryk som ritualer og gravsted til støtte i deres sorgarbejde.
• Børnene i denne alder kan sætte sig i andres sted og dermed give medfølelse til andre.
• Retfærdighedstanker kommer i denne alder om ondskab og godhed.

Børns reaktioner på døden.

Almindeligste umiddelbare reaktioner:

• Chok og vantro. Barnet fornægter det der er sket som forsvarsmekanisme.
• Forfærdelse og protest. Barnet kan reagere ved gråd og protestere mod døden ved at reagere voldsomt og trodsigt.
• Apati og lammelse. Barnet reagerer nærmest ikke og lammes i sin handling.
• Fortsættelse af sædvanlig aktivitet. Ses ofte hos børn som leger videre for senere at vende tilbage og spørge ind til beskeden.

Almindelige sorgreaktioner:

• Angst og sårbarhed. Barnet mister følelsen af tryghed i tilværelsen. Tabsbørn bliver angste for at der skal ske den
  efterlevende forælder noget. De kan derfor opfatte ufarlige situationer som truende. Dette beredskab må ikke opretholdes, da det kan medføre
  psykosomatiske lidelser som hovedpine og muskelspænding.
• Søvnforstyrrelser. I søvnen får barnet ofte ro til at tænke over døden og får dermed søvnforstyrrelser. At døden kaldes ”at sove”, kan give barnet angst for at sove.
• Stærke minder og erindringsbilleder. Duften af blomster osv. kan minde barnet om døden og fæstner sig i hukommelsen.
• Tristhed, længsel og savn. Barnet kan isolere og indelukke sig og vise sig når tabsbarnet ser andre børn være sammen med deres mor eller far.
• Vrede og opmærksomhedskrævende adfærd. Vrede mod omverden og Gud for det hændte samt vrede mod den afdøde.
• Skyld, selvbebrejdelse og skam. Barnet kan spekulere over ting de forsømte at gøre, eller ikke nåede som de ønskede at gøre. Børn kan få følelsen af, at det var godt det ikke var tabsbarnet der døde, hvilket kan give en skamfølelse.
• Koncentrationsvanskeligheder og fysiske gener. Barnet bruger sin energi på erindringsbilleder og kan derfor have besværligheder med indlæringen.

Mulige sorgreaktioner:

• Regressiv adfærd og social tilbagetrækning.
• Fantasier og personlighedsforandringer.
• Fremtidspessimisme.
• Spekulationer over årsag og mening.
• Vækst og modning.

Ritualers betydning.

Ritualer giver os mulighed for i fællesskab at udtrykke vores sorg. Samtidig giver det os og omgivelserne mulighed for at yde støtte og omsorg.

Ritualerne er også med til:

• at hindre fantasier.
• at reducere uvirkelighedsfornemmelser.
• at hjælpe barnet til at give følelsesmæssigt udtryk for sit tab.
• at give barnet mulighed for at tage en konkret afsked med den døde. Fremvisning af den døde kræver efterbehandling
  for barnet.
• at give barnet og den voksne en fælles oplevelse, som kan
  blive udgangspunkt for senere samtaler.

Ved at deltage i begravelse mm. gøres det mere konkret for barnet.
Ritualet hjælper barnet til at indse at den døde ikke kommer tilbage.
Ritualer er også en konkret ramme, hvor det er tilladt at lade følelserne få frit løb.

Personalets støtte til barnet.

Vi er der for børnene og skal hjælpe hinanden med at holde fokus på barnet og barnets hverdag i børnehaven. Vi er opmærksomme på, ikke at falde i rollen som bankrådgiver, socialrådgiver eller psykolog. Vi er som personale omsorgspersoner for barnet.

Omsorg og kommunikation.

• Skab en atmosfære af åbenhed omkring barnet, så det svære er noget der kan deles med andre.
• Direkte og alderssvarende kommunikation er en nødvendig metode og er med til, at mindske barnets følelse af isolation og forvirring over tabet. Herudover skal du støtte barnets egen måde at håndtere situationen på.

Børn der oplever fri og åben kommunikation om dødsfaldet/den døde, vil på længere sigt vise en bedre tilpasning til tabet.

Personalets omsorg for barnet.

• Det er vigtigt at give børnene et naturligt forhold til døden. Mental forberedelse og mulighed for at tage afsked vil helt klart hjælpe børn i deres sorgarbejde, og bevirke at reaktioner bliver mindre chokerende. Vi gør det kun, hvor forældrene er indforstået med det og samarbejder omkring det. Vi har nogle bøger på personalestuen, vi kan finde frem i udvalgte perioder og derved give barnet/børn generelt mulighed for at snakke/spørge m.m.
• Det er vigtigt for barnets følelsesmæssige bearbejdelse af dødsfaldet, at familien og personalet snakker om hvad der er sket.
• Det er vigtigt at opretholde kendte og vante ritualer både i hjemmet og i børnehaven. At give genkendelighed og tryghed midt i det kaotiske, at være fristedet.
• Hvis barnet har brug for at få en forsikring om, at der ikke sker dem selv eller deres forældre noget, altså en form for udødelighed har vi i fællesskab besluttet, at vi ikke giver svar, men spørger ind til angsten: Hvorfor er du bange for det? Dette foregår i barnets tempo hvor barnet selv får tid til at formulere svar.

Nogle børn kan opleve børnehaven som et frirum, hvor de ikke hele tiden bliver konfronteret med døden. Det er vigtigt, at vi som pædagoger respekterer dette. Det viser nemlig, at barnet sørger derhjemme, mens børnehaven er stedet hvor barnet får fyldt ny energi på. Børn der ikke bearbejder hjemme eller i børnehaven skal af pædagogen/medarbejderen have hjælp til give udtryk for sin sorg.

Information ved konkret hændelse.

Personalet informeres altid før børnene.

Umiddelbart efter ulykken/information om dødsfald, holder ledelsen samt de involverede medarbejdere et møde hvor de forholder sig til følgende:

• Overblik over situationen og indsamling af relevante informationer.
• Et overblik over hvem der er berørt af hændelsen.
• Afklare hvordan vi videre skal forholde os til det skete.
• Hvordan planlægger vi resten af dagen/dagen i morgen?
• Hvordan skal børnehaven markere hændelsen? (familien kontaktes for deres ønsker)
• Hvad skal gøres på barnets gruppe/hele børnehaven?
• Hvilke konkrete informationer har vi at give til børnene og personalegruppen?
• Hvor får vi fat i yderligere relevant information?
• Hvordan takler vi pressen (evt. henvise til politiet), i tilfælde hvor det kan være relevant.
• Hvilke ressourcepersoner ønsker vi at kontakte? psykolog, kriseberedskab, sundhedsplejerske, embedslæge?
• Hvilke forhold skal overvejes i forhold til kontakten til de pårørende?
• Hvilken information skal ud til hjemmene?

Informationsgang.

• Leder/Daglig leder underretter hele personalegruppen samt forvaltningen.
• Lederen skal give barnet/familien mulighed for selv at informere, hvis de ønsker det.
• Lederen/daglig leder tager kontakt til den ramte familie, hvis de ikke selv har overskud til at kontakte børnehaven.
• Kontakten går på at indsamle konkrete informationer om hvad der er sket?
• Afklaring på hvad familien/barnet ønsker at børn, forældre skal vide?
• Informere om hvad der er foregået i børnehaven.
• Afklare praktiske ting omkring ritualer i børnehaven, begravelse mm.
• Har forældrene/barnet brug for støtte og rådgivning kan vi henvise til TCBU.
• Stil spørgsmål som ”Hvad kan jeg/børnehaven gøre for jer”?
• Erkend og accepter at du selv reagerer.
• Gå aldrig hjem fra arbejde før, du har talt med en kollega om det hændte.
• Tag imod muligheden for supervision.